Efter en dejlig nats søvn vågnede vi lidt i 8. Det var koldt i teltet men dejlig varmt i sengen. Vi havde ikke hørt togene så meget om natten så ørepropperne havde vi ikke brugt. Fuglene kvidrede og vi stod stille og roligt op og tog tøj på.
Vi gik op til morgenmadsrestauranten og fik en dejlig morgenmad med røræg/omelet, frist frugt, frugtjuice, kaffe og te, toast, youhurt og pandekager.
Vi sad og nød sceneriet mens Anna og Sofie gik tilbage til teltet for at få en ekstra halv time i den varme seng. Kl 10 gik vi ned til receptionen for at starte vores 2½ time lange kamelsafari. Det bliver spændende.
Vi gik ned til receptionen og der stod der to kameler med kamel fører klar til afgang. Lotte og Sofie besteg den ene kamel og Anna og Morten den anden - og så gik turen ellers der ud af. Det er ikke let at sidde på en kamel - faktisk er det temmelig svært. Men det gik over stok og sten. Efter en 10 minutter ville Sofie gerne af og så gik hun lidt af vejen selv. Når kamel skal rejse sig eller sætte sig ned er det temmelig svært at være passager - men vi fik lært det.
Der er mange dyr i ørkenen. Ørkenrotter, påfugle, antiloper, får, geder, køer, kameler, ... Det er utroligt så meget liv der er her - til trods for at der er meget lidt vand.
Efter 1½ times ridt kom vi til kamelførerens hus og familie. Da vi steg af kamelerne gik vi alle som John Wayne de næste 10 minutter - men bliver hjulbenet af dette. Vi blev budt på te.
Vi blev vist rundt i familiens hus som består af tre overdækkede rum, en atrium gård alt bygget i sten, samt et rundt hus med trætag som er køkkenet hvor røgen kan forsvinde midt i taget. Moderen sad ved ildsteder og fik gang i et bål til vores te. Familiens værdigenstande opbevares tilsyneladende i stålkasser med kraftige hængelåse på. Sengene står op ad væggene om dagen - men når de 14 senge sættes ned kan der næppe være plads til mange andre ting. Teen blev indtaget på en terrasse foran huset - og vi sad på en af sengene som var blevet bragt ud til lejligheden. Sofie forsøgte at fange et af de små lam, og da det ikke lykkedes hentede en af de store piger to nyfødte lam fra et nærliggende rundt hus som måtte være stalden. De var så nyfødte at navlestrengen stadig han under dem. De var rigtigt fjollede og var ikke så hurtige så vi fik alle mulighed for at ae dem.
Efter en halv times tid besteg vi atter kamelerne og fortsatte vores sejlads gennem ørkenen.
Det er en udfordring at ride på kamel. Bevægelsen er ikke symmetrisk og det er svært at finde rytmen - hvis der overhovedet er en rytme. En tur på tværs af Sahara ørkenen er formodentlig langt hårdere end en ironman - så måske der her er en ny mandomsprøve for de seje?
Vi fortsatte vores ridetur gennem ørkenen som nu gik mere gennem klitterne og rigtig ørken end i starten af turen. Solen stod nu højt på himmelen og det var begyndt at blive rigtig godt varmt.
Vores kamelførere har - naturligvis? - mobiltelefoner. Specielt knægten på 14 bruger den flittigt - og så går han med mobilen ved øret samtidig med at han styrer kamelen med den anden hånd. En universel kultur er kommet for at blive.
På et tidspunkt fik kamelførerfaderen et opkald på telefonen hvorefter de satte farten op. Med tanke på at de går i tungt sand med en god hastighed er det imponerende at de ikke sveder - og at de i det hele taget kan gøre det. Turen var lang og da klokken nærmerede sig 1 var vi i tvivl om vi var på den rigtige tur. Vi havde fået at vide at turen ville vare til kl 12:30 og begyndte at være i tvivl om hvor vi skulle hen. Så kunne vi skimte en lysegrå bil i det fjerne - og det viste sig at være frokost i det grønne - eller grå. Vi blev spurgt om vi ville ride tilbage på kamel - eller om vi ville køres tilbage i en jeep. Med tanke på min bagdel besluttede vi os hurtigt for at tage bilen. Vi sagde farvel til kamelførerne som steg op på kamelerne og galopperede væk - et smukt syn. Det var næsten som at se Irene i kamelrace.
Frokosten var klar. Der var dækket op med hvide duge og damask servietter, med porcelæns tallerkener og glas. Og så blev frokosten serveret. Kold hvidvin og indisk mad er måske ikke den bedste kombination - men vi nød at sidde midt i ørkenen og nyde frokosten.
Efter frokosten blev vi med jeep kørt til en nærliggende landsby hvor vi besøgte en pottemager og en tæppemand. Pottemageren viste hvordan man på en stor rundt sten laver krukker og fade, og vi endte
med at købe fire legetøjs krukker til Rs 100 ialt (ca 13 kr). Tæppemanden viste os hvordan et tæppe blev lavet. Han fortalte at det tager ca 5 arbejdsdage at lave - tæppet var ca 1 m bredt og 2-3 m langt.
Der var rigtigt mange børn i landsbyen som løb rundt og gerne ville hilse på os og sige goddag. Vi fik senere at vide at vi ikke skulle give børnene noget da de så vænnede sig til at tigge fremfor at gå i skole og lære noget. God pointe. Men da vi ikke havde noget at give dem kunne vi ikke lave denne fejltagelse.
I landsbyen blev vi samlet op af Camp Osian's ejer, Riggie Singh, som ville køre os tilbage til Camp Osian. Han fortalte på turen at han har to lejre, camp Osian samt en lejr i Udaipur. Lejren i Udaipur har elefanter og er skabt med udgangspunkt i elefantsafarier. 007 filmen Octopussy, er optaget i bl.a. Udaipur hvor paladsen i søen indgår. Med sig havde han Teesta Verma som skal hjælpe ham med at markedsføre lejrene bedre for turisterne. Han spurgte derfor om vores mening - men var ikke synderlig begejstret da jeg fortalte ham at hans web site ikke var imponerende. Men lejren i Udaipur lød spændende, specielt da de fortalte at de netop var kommet derfra, hvor de havde deltaget i en safari hvor de havde set leoparder. En safari varer 2-3 dage og man rejser rundt med telte og kokke og overnatter i naturen der hvor man er nået til. Det lyder fortryllende - og han solgte oplevelsen så godt at vi må prøve det i en nær fremtid. Faktisk fik vi på fornemmelsen af at vi er temmelig heldige at opleve dette sted inden masse-turismens indtog. Reggie fortalte også at han håbede at vi ville skrive på Tripadvisor.com, og vi kunne så fortælle ham at det ville vi naturligvis og at vi allerede har gjort det i flere år. Årsagen til at vi valgte Camp Osian fremfor Camp Manvar er at Camp Osian kun ligger 1½ times kørsel fra Jodhpur fremfor Manvar's 2½ time. Web sitet på Manvar var mere oplysende - så det er ikke altid kun web sitet som får folk til at købe! Vi foreslog at de skulle fortælle historier og give eksempler på oplevelser og hvordan en dag i lejren kunne se ud. Turismen her i Indien er langt langt bagefter fx Vietnam på dette område. Hvad man kan komme til at opleve står der meget lidt om - og det er svært at finde de spændende ting - selv via Tripadvisor. Så nogle gode historier og eksempler er vejen frem for at man kan danne sig et indtryk af hvilken tur man er ved at købe.
Der er pt 16 turister i lejren - og der er plads til 3-500 ialt. Så der er gabende tomt - og de kan næppe tjene mange penge pt. Men det betyder også at vi har det næsten for os selv og at der er god plads og suberb service. Der arrangeres kamelrace med jævne mellemrum, næste gang den 14. marts. Måske vi skal tage tilbage hertil på Lottes fødselsdag. Når der er kamelrace er her helt fyldt op og det må være et fantastisk skue.
Inden vi nåede lejren passerede vi en landsby skole. Vi stoppede og besøgte skolen som havde frikvarter pga det gode vejr - solen skinnede. Vi fik set skolen som består en en længe med 5 meget små klasseværelser.
Idag foregik undervisningen udenfor. Til hver klasse er der tre tunde måtter som udgør det for skolemøbler. I klasser er den en tavle samt nogle plancer. Børnene sidder altid på gulvet på måtterne og får undervisning. De lærer ikke engelsk men de lærer alfabetet A-Z, som er en forudsætning forklarede en af lærerne.
Eftermiddagen blev brugt ved poolen hvor vi nød udsigten og solen. Anna og Sofie dristede sig atter i poolen.
Vi gik op til morgenmadsrestauranten og fik en dejlig morgenmad med røræg/omelet, frist frugt, frugtjuice, kaffe og te, toast, youhurt og pandekager.
Vi gik ned til receptionen og der stod der to kameler med kamel fører klar til afgang. Lotte og Sofie besteg den ene kamel og Anna og Morten den anden - og så gik turen ellers der ud af. Det er ikke let at sidde på en kamel - faktisk er det temmelig svært. Men det gik over stok og sten. Efter en 10 minutter ville Sofie gerne af og så gik hun lidt af vejen selv. Når kamel skal rejse sig eller sætte sig ned er det temmelig svært at være passager - men vi fik lært det.
Der er mange dyr i ørkenen. Ørkenrotter, påfugle, antiloper, får, geder, køer, kameler, ... Det er utroligt så meget liv der er her - til trods for at der er meget lidt vand.
Det er en udfordring at ride på kamel. Bevægelsen er ikke symmetrisk og det er svært at finde rytmen - hvis der overhovedet er en rytme. En tur på tværs af Sahara ørkenen er formodentlig langt hårdere end en ironman - så måske der her er en ny mandomsprøve for de seje?
Vores kamelførere har - naturligvis? - mobiltelefoner. Specielt knægten på 14 bruger den flittigt - og så går han med mobilen ved øret samtidig med at han styrer kamelen med den anden hånd. En universel kultur er kommet for at blive.
Frokosten var klar. Der var dækket op med hvide duge og damask servietter, med porcelæns tallerkener og glas. Og så blev frokosten serveret. Kold hvidvin og indisk mad er måske ikke den bedste kombination - men vi nød at sidde midt i ørkenen og nyde frokosten.
Efter frokosten blev vi med jeep kørt til en nærliggende landsby hvor vi besøgte en pottemager og en tæppemand. Pottemageren viste hvordan man på en stor rundt sten laver krukker og fade, og vi endte
med at købe fire legetøjs krukker til Rs 100 ialt (ca 13 kr). Tæppemanden viste os hvordan et tæppe blev lavet. Han fortalte at det tager ca 5 arbejdsdage at lave - tæppet var ca 1 m bredt og 2-3 m langt.
I landsbyen blev vi samlet op af Camp Osian's ejer, Riggie Singh, som ville køre os tilbage til Camp Osian. Han fortalte på turen at han har to lejre, camp Osian samt en lejr i Udaipur. Lejren i Udaipur har elefanter og er skabt med udgangspunkt i elefantsafarier. 007 filmen Octopussy, er optaget i bl.a. Udaipur hvor paladsen i søen indgår. Med sig havde han Teesta Verma som skal hjælpe ham med at markedsføre lejrene bedre for turisterne. Han spurgte derfor om vores mening - men var ikke synderlig begejstret da jeg fortalte ham at hans web site ikke var imponerende. Men lejren i Udaipur lød spændende, specielt da de fortalte at de netop var kommet derfra, hvor de havde deltaget i en safari hvor de havde set leoparder. En safari varer 2-3 dage og man rejser rundt med telte og kokke og overnatter i naturen der hvor man er nået til. Det lyder fortryllende - og han solgte oplevelsen så godt at vi må prøve det i en nær fremtid. Faktisk fik vi på fornemmelsen af at vi er temmelig heldige at opleve dette sted inden masse-turismens indtog. Reggie fortalte også at han håbede at vi ville skrive på Tripadvisor.com, og vi kunne så fortælle ham at det ville vi naturligvis og at vi allerede har gjort det i flere år. Årsagen til at vi valgte Camp Osian fremfor Camp Manvar er at Camp Osian kun ligger 1½ times kørsel fra Jodhpur fremfor Manvar's 2½ time. Web sitet på Manvar var mere oplysende - så det er ikke altid kun web sitet som får folk til at købe! Vi foreslog at de skulle fortælle historier og give eksempler på oplevelser og hvordan en dag i lejren kunne se ud. Turismen her i Indien er langt langt bagefter fx Vietnam på dette område. Hvad man kan komme til at opleve står der meget lidt om - og det er svært at finde de spændende ting - selv via Tripadvisor. Så nogle gode historier og eksempler er vejen frem for at man kan danne sig et indtryk af hvilken tur man er ved at købe.
Der er pt 16 turister i lejren - og der er plads til 3-500 ialt. Så der er gabende tomt - og de kan næppe tjene mange penge pt. Men det betyder også at vi har det næsten for os selv og at der er god plads og suberb service. Der arrangeres kamelrace med jævne mellemrum, næste gang den 14. marts. Måske vi skal tage tilbage hertil på Lottes fødselsdag. Når der er kamelrace er her helt fyldt op og det må være et fantastisk skue.
Inden vi nåede lejren passerede vi en landsby skole. Vi stoppede og besøgte skolen som havde frikvarter pga det gode vejr - solen skinnede. Vi fik set skolen som består en en længe med 5 meget små klasseværelser.
Idag foregik undervisningen udenfor. Til hver klasse er der tre tunde måtter som udgør det for skolemøbler. I klasser er den en tavle samt nogle plancer. Børnene sidder altid på gulvet på måtterne og får undervisning. De lærer ikke engelsk men de lærer alfabetet A-Z, som er en forudsætning forklarede en af lærerne.
Eftermiddagen blev brugt ved poolen hvor vi nød udsigten og solen. Anna og Sofie dristede sig atter i poolen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar